Forårets ture i skoven er lagt i kalenderen! Vil du med?

januar 15th, 2019 Posted by Skoven kalder 0 thoughts on “Forårets ture i skoven er lagt i kalenderen! Vil du med?”

Så blev det 2019! Det er vinter – eller i hvert fald koldt, blæsende og vådt – i Danmark! Men foråret er på vej!

For mig er januar en måned, hvor jeg planlægger det nye år og får afsluttet jagtsæsonen, så jeg kommer også en del ud i naturen her. Men jeg glæder mig til foråret i skoven. Jeg elsker foråret og at kunne bruge god tid derude alene og sammen med andre skønne mennesker. Gå lange ture, tænde bål og lave maden over bålet. Sove i shelters og vågne op flere gange om natten, fordi jeg har hørt noget – og alligevel vågne næste morgen og være udhvilet og helt klar i hovedet!

Nu er de første datoer lagt i kalenderen! Der er indtil videre både en aftentur i marts og 2 ture med overnatning omkring påske. Det bliver fantastisk og jeg glæder mig allerede til foråret!

Fuldmånen

Fuldmånen er jo magisk! Derfor lægger jeg såvidt muligt mine ture omkring fuldmåne – bare fordi jeg elsker at have fuldmånen med mig i skoven. Det er smukt i skoven omkring fuldmåne, den lyser skoven op – også om aftenen og natten, og så er der bare noget særligt over fuldmånen! Derfor ligger de første ture med overnatning i starten af påsken, så der er stadig masser af tid til at være sammen med familien. Og måske på en noget mere afslappet måde, hvis du har været med en tur i skoven og fundet jordforbindelsen.

Læs med herunder og find ud af, hvilken tur du skal med på. Jeg glæder mig til at møde dig i skoven.

Skoven kalder til fællesskab og bålmad

Torsdag den 21. marts kl. 15.30 mødes vi i skoven og har en skøn eftermiddag/aften sammen. Vi starter med en meditation, så vi lige slipper alt det, der ikke hører til i skoven. Og så skal vi lave noget lækker bålmad sammen. Gennem hyggelige aktiviteter og naturen omkring os, skaber vi et godt fundament for at finde roen i os selv – og skabe nye relationer.

Vi skal ud og nyde en tur i den mørke skov, som dog er oplyst af den næsten fulde måne. Vi lister os afsted og ser, hvad vores skærpede sanser kan få øje på – eller høre. Vi slutter af omkring bålet, inden vi bryder op og alle kører hver til sit. Om du kommer hjem med et afslappet og klart sind er mest op til dig – muligheden er i hvert fald til stede.

Mere info og link til tilmelding finder du HER.

Skoven kalder til fællesskab, bålmad og shelterhygge

Onsdag den 17. april kalder skoven kun på kvinderne! Vi mødes og nyder en fantastisk aften og nat i selskab med hinanden! Sommetider har kvinder brug for at være med andre kvinder! Det har vi, for at udvikle os, for at trække stikket i trygge omgivelser, og for at skabe nye og værdifulde relationer med andre kvinder.

Torsdag den 18. april kalder skoven på både mænder og kvinder! Fordi flere mænd også har følt sig kaldet af skoven, laver vi selvfølgelig en tur, hvor alle voksne er velkommen. Vi nyder skoven og den ro der er herude, nyder fællesskabet og skaber nye relatoner.

Fælles for turene med overnatning er, at vi mødes mellem kl. 15.30 og 16.00 over en kop kaffe/te. Vi bruger lidt tid på at samle os som gruppe og slippe det, der ikke hører til i skoven. Vi får skabt starten på nogle nye relationer, mens vi er i fællesskabet og løser de opgaver, der er for hånden for at få skabt et lækkert måltid til os alle. Vi skaber trygge rammer omkring bålet og fællesskabet vil føles rart og godt.

Når mørket trænger sig på og månen rejser sig over skoven, skal vi ud og bruge vores skærpede sanser på en magisk tur gennem skoven i fuldmånens skær. Vi finder ro i gode shelters og nyder den friske luft omkring os natten igennem. Efter en morgengåtur og morgenmad over bål, vil nye og gode relationer være skabt, og vi drager hver til sit – det er en god start på påsken.

Mere info og link til tilmelding finder du HER.

Skoven kalder meget mere i 2019!

Som skrevet i toppen af bloggen her, så er januar måneden, hvor jeg planlægger. Der kommer flere ture – også for børn/unge – og sikkert også kun for mænder!

Mange af turene arrangerer jeg i samarbejde med Claus, som tilfældigvis også er min mand. På kvindeturene er vi dog kun kvinder.

2019 bliver et virkelig godt og spændende år med masser af gode oplevelser! Følg med her på siden, hvis du er bare en lille smule nysgerrig.

Kærlig hilsen
Freya Chalotte

Min Blog

Freya går med hjertet først og har mennesket i centrum i alt hvad hun laver. Hun er sexolog, parterapeut og massageterapeut - og er desuden en dedikeret naturelsker, som ofte tager naturen i brug til kurser, teambuilding og terapeutiske sessioner.

Freya er en passioneret kvinde med en vision om at hjælpe mennesker ind til deres kerne og få det optimale ud af livet ♡

Facebook

Facebook Pagelike Widget

ADRESSE

Østergade
8831 Løgstrup

KONTAKT

Tlf.: +45 3145 1124
MobilePay: 11444
Mail: mail@freyachalotte.dk

FØLG MIG HER