Det er den 1. marts 2019 og jeg har netop opsagt mit lejemål inde i Viborg! Og hvad så????

Tjah, det må tiden vise. Jeg mærker forandringens vinde blæse og beslutningen er kommet til mig over nat og føles helt rigtig! Jeg ved, tingene løser sig og at alt er, som det skal være. Jeg vil mere ud i naturen og jeg vil bruge naturen aktivt som et terapeutisk rum. Der er også andre ting, jeg har lyst til at forfølge – og det er tid nu.

De seneste uger har sat gang i mange refleksioner – og det er tid til forandring. Ikke alle forandringer er lige lette – eller sjove. Men beslutningen om at sige mit lejemål op føles helt rigtig hvor uendelig glad jeg end har været for at være her!

Du kan stadig booke tider i Viborg de næste måneder. Jeg har lejemålet frem til udgangen af august eller til nogen har lejet det. Du vil stadig have mulighed for at booke Nordlys Massage, også efter jeg flytter ud. Det bliver dog i en anden konstellation fremadrettet – det kommer der mere om senere.

Terapeutiske samtaler vil højst sandsynligt blive ude i naturen som walk-and-talks – det giver god mening, med den retning, min virksomhed i øvrigt tager.

Og så kommer der til at være mange flere ture for kvinder ud i skoven! Og DET glæder jeg mig til – vi skal ud, hvor vi kan vokse som mennesker.

Meget mere kan jeg ikke fortælle dig lige nu – det er en proces og jeg tager dig med på rejsen! Alt er godt 🙂

(OBS – det betyder også, at min super lækre klinik i et fantastisk arbejdsfællesskab med to skønne kvinder er ledigt for en anden heldig! Er du interesseret, så giv endelig lyd! Jeg skal nok skrive et opslag kun med det).

Kærlig hilsen
Freya

Så sidder jeg her i stuen klokken meget, meget tidligt. Jeg kunne ikke sove mere og sidder nu med en kop god te og kigger ud i haven, mens natten bliver til dag. Disen ligger tungt og jeg kan ikke se skoven, som ligger et par hundrede meter herfra. Nok et meget godt billede på, hvordan jeg har haft det på det seneste.

For god ordens skyld skal jeg sige, at det blot er forkølelse, der har holdt mig vågen – og til sidst gad jeg ikke ligge og nyse oppe i sengen, når jeg kunne sidde her under tæppet med en kop te i stedet.

Det er tirsdag og de sidste uger har været stormfulde! Det startede med et opkald fra en journalist, der gerne ville lave et portræt af mig til Viborg Stifts Folkeblad – til søndagsavisen. Hun synes egentlig kombinationen af, at jeg er terapeut og jæger er ganske interessant, og vi aftaler, at hun skal komme hjem til mig. “Sæt 2 timer af”, sagde hun.

Torsdagen efter kommer Jane forbi. En skøn kvindelig journalist fra avisen – smilende og tillidsvækkende – og jeg tænker, at det her nok skal blive godt. Vi sætter os ved spisebordet, der hældes te i krusene og snakken går let.

TRE timer senere bryder vi op. For at Jane kan skrive den bedste artikel, er det selvfølgelig vigtigt, at hun kender til mit liv. Så jeg fortæller bare min livshistorie… råt for usødet. Aftalen er, at Jane skriver artiklen og sender den til mig til gennemlæsning. Vi er kommet vidt omkring og jeg kan godt fornemme, at det bliver en meget personlig artikel.

Følelsesmæssig rutsjetur

Allerede samme aften kan jeg godt mærke, at det her ribber op i en masse gammelt lort. Jeg husker tilbage på dagene i skolen, hvor jeg var hende, der følte sig anderledes og udenfor. Husker tilbage på ungdommen og mine teenageår, hvor jeg var ganske og aldeles uregerlig og på tværs i vrede og frustration over at blive holdt udenfor.

Jeg husker tilbage på min første mand og et virkelig usundt forhold, som nærmest udslettede mig som kvinde og menneske. Jeg husker mine små børn, som jeg forsøgte at skærme, og at jeg med kamp og stort mod forlod forholdet.

Jeg husker stress og depression. En kamp for at være en god mor – en kamp for at slå til som mor, som kvinde, som menneske.

Rigtig mange minder og følelser vælter rundt i mig de kommende dage og skubber mig totalt ud af balance. Det føles lige her, som om alting altid har været en kamp, og det skræmmer mig faktisk! For jeg ønsker ikke kamp, men jeg har egentlig ikke haft et valg…

Ud i skoven!

Om mandagen mødes jeg med en fotograf ude i skoven. Det er her i naturen, jeg finder min egen heling af krop og sjæl, det er her jeg restituerer og her jeg tænker de bedste tanker. Det er også her i naturen, jeg tager andre med ud for at komme ind til kernen af dem selv. Så selvfølgelig skal vi mødes i skoven. Fotografen og jeg går en tur rundt i skoven, får en god snak og finder undervejs nogle gode steder at tage billeder.

Cirka 45 minutter senere kører jeg hjem igen – og senere mandag sender Jane artiklen til gennemlæsning hos mig. Mit indre får en rusketur igen, fordi mine ord står på tryk og bliver “virkelige”…

Der er noget ret fantastisk over at komme ud på den anden side af stormen! I dag mærker jeg, hvor kraftfuld jeg er, når bare jeg holder fast i mig selv! Når min jernvilje og mit fighter-gen vinder over stormen – for nu at blive i den metafor, jeg lagde ud med i toppen af dette blogindlæg!

Jeg mærker lyset bryde igennem og taknemmeligheden over, at jeg har nogen, der altid er der for mig! Mine forældre – ih guder, I har været prøvede med mig! Mine børn som jeg elsker overalt på jorden, som giver mig så megen glæde, og som heldigvis støtter mig i det, jeg brænder for. Min mand, som har stået ved min side i godt 18 år – min bedste legekammerat i naturen, min støtte i alle mine skøre påfund – og min store kærlighed. Mine venner… et par stykker har været med mig helt tilbage fra teen-årene – og andre venner har jeg fundet som voksen – det kan man nemlig godt!

Hvorfor dele så åbent?

Jeg er heldig! Jeg har nemlig mærket livet – på godt og ondt. Der er absolut ting, jeg fortryder, mange ting, jeg ville have gjort anderledes i dag. Men uden mine bump på vejen var jeg ikke den, jeg er i dag. Der var engang en der sagde til mig, at det er en floskel at sige sådan, men det er jeg egentlig ret ligeglad med. Havde jeg ikke den fortid, havde jeg ikke kæmpet mine kampe, så var jeg et helt andet sted i dag. Hvor ved jeg ikke – det har jeg slet ikke evnen til at forestille mig.

I dag lever jeg et liv, jeg elsker – også selvom det af og til kræver sine kampe. Det er vigtigt for mig at lave det, jeg er passioneret omkring, jeg vil være drevet af lyst i det, jeg laver.

Jeg vælger at dele åbent… Jeg har i mange år været sådan en, der kun deler de gode ting – fordi jeg tror på, at vi får det tilbage, vi sender ud. Hvorfor skulle jeg dele negative ting? Hvorfor skulle jeg brokke mig? Hvorfor skulle jeg beklage mig? Jeg tror ikke på, at det giver hverken mig eller andre noget godt. MEN jeg tror på, at vi skal dele viden og erfaring.

Naturen heler

Vi skal turde tale om det, der gør ondt – om smerten og sorgen. Vi skal turde se vores dæmoner i øjnene for at komme ud på den anden side som hele mennesker… Stærkere? Ja, og i virkeligheden stærke fordi vi tør være sårbare og fortælle om, hvad der gør ondt. Det skal tales om, det skal deles og det skal heles. Og vi kan lade naturen hjælpe til.

Da jeg blev interviewet af Jane i forrige uge, fortæller jeg om, hvordan jeg bruger naturen i dag. Jeg fortæller om, hvordan jeg tager kvinder med ud i naturen og hvad naturen kan gøre for os. Jane siger på et tidspunkt: “Freya, du er jo i gang med at hele dig selv”. Og det er lige netop det, naturen kan. Vi kommer til stede, vi mærker os selv, smerten, sårbarheden og styrken. Vi mærker kærligheden til os selv, til naturen, til livet… Naturen heler vreden, sorgen, smerten. Det er jo ikke gjort med én skovtur! Det tager tid og jeg mærker , at der er en lille del af mig, der heler for hver gang, jeg er ude i naturen.

Kærligheden til os selv vokser, når vi er i naturen – og det er det, jeg gerne vil dele med andre! Og det er derfor, vi skal dele – også det, der gør ondt. Fordi vi heler os selv og giver til andre.

Tak fordi du læste med…

Kærlig hilsen

Så blev det 2019! Det er vinter – eller i hvert fald koldt, blæsende og vådt – i Danmark! Men foråret er på vej!

For mig er januar en måned, hvor jeg planlægger det nye år og får afsluttet jagtsæsonen, så jeg kommer også en del ud i naturen her. Men jeg glæder mig til foråret i skoven. Jeg elsker foråret og at kunne bruge god tid derude alene og sammen med andre skønne mennesker. Gå lange ture, tænde bål og lave maden over bålet. Sove i shelters og vågne op flere gange om natten, fordi jeg har hørt noget – og alligevel vågne næste morgen og være udhvilet og helt klar i hovedet!

Nu er de første datoer lagt i kalenderen! Der er indtil videre både en aftentur i marts og 2 ture med overnatning omkring påske. Det bliver fantastisk og jeg glæder mig allerede til foråret!

Fuldmånen

Fuldmånen er jo magisk! Derfor lægger jeg såvidt muligt mine ture omkring fuldmåne – bare fordi jeg elsker at have fuldmånen med mig i skoven. Det er smukt i skoven omkring fuldmåne, den lyser skoven op – også om aftenen og natten, og så er der bare noget særligt over fuldmånen! Derfor ligger de første ture med overnatning i starten af påsken, så der er stadig masser af tid til at være sammen med familien. Og måske på en noget mere afslappet måde, hvis du har været med en tur i skoven og fundet jordforbindelsen.

Læs med herunder og find ud af, hvilken tur du skal med på. Jeg glæder mig til at møde dig i skoven.

Skoven kalder til fællesskab og bålmad

Torsdag den 21. marts kl. 15.30 mødes vi i skoven og har en skøn eftermiddag/aften sammen. Vi starter med en meditation, så vi lige slipper alt det, der ikke hører til i skoven. Og så skal vi lave noget lækker bålmad sammen. Gennem hyggelige aktiviteter og naturen omkring os, skaber vi et godt fundament for at finde roen i os selv – og skabe nye relationer.

Vi skal ud og nyde en tur i den mørke skov, som dog er oplyst af den næsten fulde måne. Vi lister os afsted og ser, hvad vores skærpede sanser kan få øje på – eller høre. Vi slutter af omkring bålet, inden vi bryder op og alle kører hver til sit. Om du kommer hjem med et afslappet og klart sind er mest op til dig – muligheden er i hvert fald til stede.

Mere info og link til tilmelding finder du HER.

Skoven kalder til fællesskab, bålmad og shelterhygge

Onsdag den 17. april kalder skoven kun på kvinderne! Vi mødes og nyder en fantastisk aften og nat i selskab med hinanden! Sommetider har kvinder brug for at være med andre kvinder! Det har vi, for at udvikle os, for at trække stikket i trygge omgivelser, og for at skabe nye og værdifulde relationer med andre kvinder.

Torsdag den 18. april kalder skoven på både mænder og kvinder! Fordi flere mænd også har følt sig kaldet af skoven, laver vi selvfølgelig en tur, hvor alle voksne er velkommen. Vi nyder skoven og den ro der er herude, nyder fællesskabet og skaber nye relatoner.

Fælles for turene med overnatning er, at vi mødes mellem kl. 15.30 og 16.00 over en kop kaffe/te. Vi bruger lidt tid på at samle os som gruppe og slippe det, der ikke hører til i skoven. Vi får skabt starten på nogle nye relationer, mens vi er i fællesskabet og løser de opgaver, der er for hånden for at få skabt et lækkert måltid til os alle. Vi skaber trygge rammer omkring bålet og fællesskabet vil føles rart og godt.

Når mørket trænger sig på og månen rejser sig over skoven, skal vi ud og bruge vores skærpede sanser på en magisk tur gennem skoven i fuldmånens skær. Vi finder ro i gode shelters og nyder den friske luft omkring os natten igennem. Efter en morgengåtur og morgenmad over bål, vil nye og gode relationer være skabt, og vi drager hver til sit – det er en god start på påsken.

Mere info og link til tilmelding finder du HER.

Skoven kalder meget mere i 2019!

Som skrevet i toppen af bloggen her, så er januar måneden, hvor jeg planlægger. Der kommer flere ture – også for børn/unge – og sikkert også kun for mænder!

Mange af turene arrangerer jeg i samarbejde med Claus, som tilfældigvis også er min mand. På kvindeturene er vi dog kun kvinder.

2019 bliver et virkelig godt og spændende år med masser af gode oplevelser! Følg med her på siden, hvis du er bare en lille smule nysgerrig.

Kærlig hilsen

Naturen kan noget helt særligt

Jeg har været draget af naturen siden jeg var barn, men ”glemte” det næsten helt i utallige år. Gennem vores mange rejser til Arizona har jeg genfundet kærligheden til naturen. Det skulle dog tage mig mere end 10 år, fra vores første rejse til Arizona, inden det blev en realitet! I starten drømte jeg om at lave mine kurser her – indtil jeg igen blev taget med storm af den danske natur. Allermest var det, fordi jeg længtes mod varmere himmelstrøg i det nordvestlige USA. De røde klipper i Arizona og det uspolerede, vi ofte fandt i naturen netop dér. Men langsomt har naturens mange vidundere her i Jylland, hvor vi bor, vækket min lyst til naturen i Danmark til live igen.

Nu kalder skoven på mig hele tiden. Stilheden, dyrenes puslen, deres brundstige brøl, mørket, årstidernes skiften og bladenes forskellige farver over året. Den dybe ro, jeg i dag finder herude i skoven er fantastisk! Her er det kun månen og stjernerne lyser himlen op. Og kun buskenes raslen, vindens susen og dyrenes lyde der prikker hul i stilheden. Det er noget helt særligt.

For år tilbage var der en klog kvinde der sagde til mig: ”Freya – jeg tror på, at du rejser til USA for at finde naturen. Og at du tager den visdom du får her med dig tilbage til Danmark og giver det videre dér”. Dengang lød det så fjernt og slet ikke ”rigtigt”, fordi jeg var forelsket i en anden del af verden. Men i dag ved jeg, det er rigtigt.

2018 – året, hvor skoven begyndte at kalde for alvor

I år blev året, hvor jeg tog beslutningen om at lade skoven kalde på os som kvinder. Første gang var i september, hvor vi havde en fantastisk tur ud i skoven midt i krondyrenes brunstperiode, med lækker mad over bål og med overnatning i skønne shelters. En intens og intim oplevelse for mig og de 5 kvinder, jeg havde med ud i skoven. Der blev skabt et rum af ligesindede kvinder, som alle ønskede at skabe relationer til hinanden og finde rødder i naturen.

Det blev en åbenbaring for mig! Forberedelserne til turen brændte sig ind i mit hjerte, som noget helt, helt særligt. Ture ud i skoven længe før solen stod op – og lige før solen gik ned. Mange timer ude i skoven, hvor jeg var alene og mærkede intensiteten, mine rødder, dyrene på markerne og i skoven – og mig. Den dybe ro, der lagde sig i mit sind, når jeg slukkede for pandelampen og lod mig omslutte af mørket og satte alle sanserne på fuld skrue.

Jeg har altid været bange for mørket! Jeg var rædselsslagen for mørket som barn og som ung, selv når jeg befandt mig indenfor. Et mørkt værelse, en mørk gang i vores hus, en puslen et sted i huset var nok til at skabe nærmest panik inden i mig. Det har ændret sig efter mine forberedelser i efteråret 2018!  Det er jo vildt, at der nu er blevet en grundfølelse indeni mig om, at naturen har mine rødder og at jeg hører til herude. Det har simpelthen været en magisk øjenåbner for mig og jeg er taknemmelig for, at jeg “skulle” forberede mig godt til mit arrangement i skoven.

De forberedelser har betydet, at jeg i dag ved, at naturen og skoven skal jeg bruge. For der ligger så meget forløsning her for os mennesker. Og det er her min rejse mod at skabe fantastiske og nærværende ture for andre ud i skoven starter!

Skoven kalder igen til foråret

Det er ved at være sent efterår – næsten vinter. Sådan har det føltes for mig fra midt november, hvor jeg igen har brugt en hel del tid udenfor.

Til marts går det løs igen og jeg glæder mig! Den store kalender for 2019 har været fremme og der er blevet plottet en hel del datoer ind i den. Datoer, der skal bruges i naturen sammen med andre skønne mennesker, der vil mere i livet end arbejde og sofa.

Du kan læse meget mere om, hvilke naturoplevelser, du kan tage med på inde på min side Skoven kalder. Det er her, du altid kan få et overblik over, hvad og hvornår der er planlagt arrangementer, workshops og retreats (for ja, sådan en bliver der også i 2019).

Jeg GLÆDER mig! 2019 bliver magisk…. vil du være med?

Kærlig hilsen